Skræddersyet forløb

Ved den indledende samtale fik vi følgende baggrundshistorie fra Henrik og Mia:

Henrik og Mia var ufrivilligt barnløse og havde det seneste år modtaget ART fertilitetsbehandling. Mia følte, at fertilitetsbehandlingen fyldte meget i hendes i hverdag, hvor hun dagligt fik hormonindsprøjtninger, skulle dyrke den korrekte mængde motion, spise de rigtige fødevarer, tage tilskud, babyklister og opsøge muligheder, som kunne øge chancen for graviditet. Mia fortalte, at hun følte et konstant pres for at bevise, at hun gjorde alt, hvad hun kunne for at blive gravid, og at hun havde svært ved at snakke med sine venner og familie om emnet, da det hurtigt blev akavet, og hun følte, at folk trak sig væk fra hende. Desuden var hun meget træt og orkede ikke at socialisere på samme måde, som hun gjorde tidligere. Derfor holdt hun emnet tæt ind til kroppen.

Henrik følte en stor sorg over at se Mia gennemgå de mange behandlingstiltag og mente ikke, at han kunne tillade sig at fylde med sine problemer også. Han delte kun sjældent sine frustrationer og tanker med Mia om deres situation, da han ikke ønskede, at det skulle bekymre hende, og da hun ofte ikke havde overskud. Henrik følte, det var svært at stå på sidelinjen ved behandlingerne og mærkede en skam og skyld over ikke at kunne give hende, hvad de begge ønskede så brændende.

Parret fortalte, at fertilitetsbehandlingen havde ført dem tættere sammen, da det var noget de oplevede i fællesskab, og da de blev nødt til at åbne op for sårbarheden. Men de fortalte også, at det havde stor indflydelse på det liv, de før havde levet, og den forestilling de havde om, hvordan det ville være at blive gravid. Mia fortalte om, hvordan den kliniske fertilitetsbehandling kunne være grænseoverskridende og invaderende for hende, og at hendes forhold til kroppen blev distanceret, da hun var nødt til at drømme sig en smule væk fra situationen, når hun lå med benene i bøjlerne. Hun beskrev i den sammenhæng, at hendes krop føltes som en maskine, der skulle fikses, og at der intet varmt eller romantisk var ved undfangelsen, som hun havde drømt om, der ville være. Desuden var det ikke ret intimt med skemalagt sex, og de følte begge, at fertilitetsbehandlingen havde indflydelse på deres sexliv. Mia følte dårlig samvittighed over for Henrik, da hun var mere træt, havde mindre overskud og følte sig, som en anden end den hun var inden fertilitetsbehandlingen. Henrik følte ikke, at der var plads til hans sorg i forholdet, da det ikke var ham, som gennemgik hormonbehandlingen, og følte sig nogle gange ikke mødt af Mia. Parret havde sommetider holdt pauser fra behandlingen for at få et pusterum, hvilket de begge syntes var dejligt, men de vidste jo, at det var tilbage til hverdagen og de følelser og komplikationer, som naturligvis følger med til et fertilitetsforløb.

Vi tilbød Mia og Henrik et skræddersyet forløb med fokus på blandt andet parforholdet, hvor vi arbejdede med hvordan de kunne kommunikere åbent om deres følelser, da ingen følelser er forkerte, og da det er vigtigt, at kunne rumme sin partners følelser. I forbindelse med det arbejdede vi med, hvordan de kunne give hinanden intimitet og nærvær. Vi fandt redskaber til, hvordan de sammen kunne snakke med venner og familie omkring deres situation. Efter første parterapi session blev forløbet suppleret med individuel terapi til begge parter i forholdet. Her blev der talt om hver deres respektive problematikker, og hvordan de kunne håndtere deres følelser i forbindelse med den ufrivillige barnløshed. Mia modtog fysioterapi med fokus på hendes relation til kroppen, de ressourcer hun havde i sin krop og øvelser til at kunne føle afslappethed, velvære og smidighed. Mia fik et trænings- og bevægelsesprogram, som passede til hendes præferencer og unikke problemstillinger. Derudover blev både Mia og Henrik anbefalet gruppeterapi, hvilket Henrik tog imod. Løbende lavede Mia og Henrik MAP træning i løbet af ugen. Parret var i et skræddersyet forløb hos Espera i fire måneder, hvorefter de begge følte sig tættere på hinanden og havde fået et mere spontant sexliv. Desuden havde Mia fået det bedre både følelsesmæssigt og kropsligt. To måneder efter endt forløb, modtog parret en opfølgende samtale, hvor der blev snakket om og justeret på de redskaber, de havde fået til at håndtere deres hverdag bedst muligt.